Den seneste uge er gået med at pakke til pilgrimstur. Den er kort, varm og bagagen bliver kørt. Jeg skal tænke over hvad jeg har brug for i rygsækken til vandringen og hvad jeg har brug for til overnatning og tøj til varieret vejr – som mest er varmt og solrigt ifølge vejrudsigten.
Det er interessant at se, neuroserne dukke frem og blive tydelige. De her små daglige ting og vaner, der bliver sat ind i en anden ramme. Det med at “have brug for” får en anden betydning.
Hvor vigtigt er det at tøjet matcher? Og make-up – skal, skal ikke – det bliver jo varmt og mascaraen løber alligevel ud. Sokker – sorte eller hvide? Skoene er hvide – og hvad med armbånd, halskæder og fingerringe… og et udvalg af forskelligfarvede t-shirts, jeg ved jo ikke hvordan tøjhumøret er undervejs… Bukser – jeg har købt nye, der er funktionelle og umådeligt anvendelige – men ikke specielt kønne… og aftenens kølighed må jeg også tænke på. Herhjemme har jeg jo det hele ved hånden, og tænker ikke over det – derude kan jeg let stå og mangle noget.
Det ender jo alligevel med at jeg bliver fuldstændig ligeglad med det hele – det handler om at falde ned og få lidt fri fra mig selv – så jeg kan ligeså godt lade være med at fylde kufferten med for mange valgmuligheder. Men kors hvor det kan være besværligt at nå dertil – med alle hvad-nu-hvisserne der som regel ikke bliver til noget. Det handler jo ikke om at jeg pinedød skal have de rigtige ting med – men om bare at bruge det jeg så har med.
Her minder jeg lige mig selv om endnu et af pilgrimmens syv ord – Enkelhed. Gør det enkelt. Ukompliceret. Jeg prøver – men det lykkes nok først rigtigt på 2. vandredag.
