Det meste af min skoletid blev brudt op i bidder. Det var i tresserne og halvfjerdserne hvor rundkredspædagogikken kom snigende – men ikke i min skole. Det havde måske heller ikke ændret noget synderligt ved min evne til at gå i skole.
Timerne var sådan set okay – når bare jeg kunne gøre mig ubemærket, især i regning. Det fag var angstprovokerende. Og dansk. Jeg var ikke i stand til at analysere en tekst – jeg var i stand til at FØLE en tekst. Men det måtte man ikke.
Når jeg spurgte til meningen bag det vi skulle lære, fik jeg ofte det svar, at det var fordi det var pensum. Morsomt – haha. Men klogere blev jeg ikke.
Jeg lærer bedst i helheder og ikke i små detaljerede stumper, der ikke har sammenhæng og derfor ingen mening giver. Jeg må kende de overordnede linjer først – så kan jeg gå i detaljen bagefter med større forståelse for sammenhængen.
De første 4 år var de mest lykkelige. Jeg gik i en international – dvs svensk – lilleskole i Berlin. Og med lilleskole mener jeg det virkelig. Vi var 10 elever fra forskellige lande på forskellige klassetrin. Og EN lærer til det hele. Altså i stort omfang eneundervisning, mens de øvrige lavede opgaver af forskellig art, foruden fællesundervisning hvor alle kunne være med. Jeg elskede at gå der.
Så flyttede vi tilbage til Danmark og jeg blev jeg omplantet til en dansk centralskole et sted langt ude på landet. Og sat i skolens balladeklasse med 28 elever. Det var i 1967.
Der begyndte jeg at pjække.
Og i virkeligheden ikke. Det var ikke pjæk. Men det hed sådan, fordi jeg jo ikke var rigtigt “syg”. Jeg udviklede en evne til at få høj temperatur og virke syg, så min mor lod mig blive hjemme i sengen. Det måtte være synligt og målbart, ellers blev jeg sendt afsted. Men reelt var jeg psykisk udmattet over at færdes i skolemiljøet, med støjen, konkurrencen, intrigerne, mobning (også lærernes – når deres tålmodighed slap op. En dreng fik et par på kassen med en bog fordi han ikke svarede hurtigt nok).
At gøre mig synligt syg, så jeg indimellem slap for at gå i skole, var det kneb jeg brugte, så længe jeg boede hjemme. Det var et helle jeg gav mig selv, for at overleve og holde ud.
Jeg tog dog en okay realeksamen og kom derfra på ungdomshøjskole, som blev et fristed for mig. Jeg takker min storesøster og hendes daværende kæreste for at give min mor ideen til at sende mig afsted. Det var et livgivende og livsretningsgivende år, i starten af 70′erne hvor vi droppede alt det “kompetencegivende” og hengav os til kreative fag som billedkunst, filosofi, drama, politiske og psykologiske temaer der udviklede os menneskeligt. Og siden på studenterkursus – tilbage i den sydende skolegryde. Jeg fik tilbagefald og pjækkede igen. Men denne gang behøvede jeg ikke spille komedie – jeg var flyttet hjemmefra og bestemte selv om jeg ville gå i skole. Selv om det stadig var en indre kamp med samvittigheden – for hvad var undskyldningen nu for at blive hjemme?
Det var lige akkurat at jeg klarede fraværsprocenten så jeg ikke skulle til eksamen som privatist – dvs alle fag og fuldt pensum. Og jeg bestod igen med en okay eksamen.
Mit senere arbejdsliv har også været præget af fraværsdage uden “egentlig sygdom”. Jeg kaldte det for “psykiske sygedage” – kun for mig selv selvfølgelig. Men igen har det været nødvendigt at trække mig tilbage med jævne mellemrum for at lade op. Weekender og overenskomstmæssig ferie var ikke tilstrækkelige.
Pråsen gik op for mig, da sensitivitetsbegrebet dukkede op for nogle år siden. Havde jeg ikke været så klog, og benyttet mig af tilbagetrækningsstrategien, var jeg bukket under for presset allerede som barn. Det er jeg ikke i tvivl om. Men jeg troede jo at der var noget galt med mig, siden jeg ikke magtede helt så meget som andre mennesker tilsyneladende kunne. Jeg var altid træt og gik til lægen for at blive tjekket for det ene og det andet – men jeg var fysisk helt i orden. Det fik mig også til at føle mig forkert. Der måtte jo være noget. Men nej. Og ingen – heller ikke jeg - tænkte den gang på at det kunne være et sensitivt nervesystem. Hvordan skulle det kunne måles af en udenforstående og hvordan skulle jeg i øvrigt kunne forklare noget så luftigt uden at blive afvist?
Mit håb er, at sensitive børn tidligt vil blive opdaget og støttet i deres kreative, fantasifulde indre liv, så det kan komme til sund udfoldelse. Det vil uden tvivl gavne verden, at anerkende at der er sider af livet og mennesket, som kræver ro, fordybelse, tid og hvile. At der er mennesker med kvaliteter der ikke passer ind i systemer, kasser, tidspres og skrappe præstationskrav og som vantrives med støj, uro og konkurrencementalitet, men som tilpasser sig bedst muligt og dermed risikerer at udvikle overbelastningssyndromer.
Det er jo nok sådan, at det er de mere udadvendte og dynamisk aktive mennesker der sætter dagsordenen. Det er ikke så mærkeligt, da de er mest synlige. Men det betyder ikke at sensitive mennesker kan eller skal leve på samme måde – eller omvendt for den sags skyld!
Iøvrigt kan man være udadvendt OG sensitiv – ligesom man kan være indadvendt sensitiv.
Og hvis jeg må give et råd til jer der er sensitive – tag det til jer og anerkend jer selv for det. I er ikke mindre effektive eller mindre begavede. I er bare ikke skruet sammen til et højt tempo og evig aktivitet. Forlang tid til den nødvendige opladning. Og fremfor alt indret tilværelsen efter jeres behov uden at sammenligne med andre eller prøve at leve op til andres idealer om hvad der er rigtigt eller forkert.
Nej, jeg pjækkede ikke – jeg passede på mig selv!
Hvis du vil læse mere om det at være sensitiv kan jeg anbefale “Særligt sensitiv” af Elaine Aron, Borgens forlag.
